Velkommen til Rosmarksvej 8 i udkanten af landsbyen Sjunkeby på det sydvestlige Lolland.

 

Ejendommen ligger attraktivt med udsigt til skov og åbne marker, ligesom der alene er 3,4 km. til Næsby Strand med badebro, hvis en dukkert kalder på en varm sommerdag, eller hvis den friskfangede ørred skal hjem og fuldende en hyggelig grillaften. Det kilometerlange dige er oplagt til både gå-, løbe- og cykelture, ligesom den nærliggende Vindeholme Skov indbyder til naturoplevelser i det grønne. Derudover er der bare 3,5 km. til landsbyen Vestenskov med lokal købmand, ligesom der kun er 9 km. til handelsbyen Nakskov.

 

Den rummelige murermestervilla med fuld kælder har oprindeligt været en 3-families ejendom og har derudover historisk set været direktørbolig og hovedsæde for firmaet Arki, der lavede isoleringsmåtter af tang.

 

Til ejendommen hører en skønt anlagt have, hvor der både er plads til leg og fysisk udfoldelse, men samtidig også en prydhave med drivhus, ja en oase af planteliv, der kan nydes fra flere åbne terrasser, men også fra den store lukkede terrasse, hvor der ligeledes er etableret udekøkken. Det tidligere udhus og garage er omdannet til isoleret gildesal med pilleovn og egen bar samt tilstødende opbevaringsrum. Derudover stort værksted i tidligere kølecontainer.

 

Ejendommen er indrettet med en stor møblerbar entré, hvorfra der er en rigtig god trappe til 1. salen. Fra entréen ligger det store åbne køkken/alrum med rigtig god plads, både til opbevaring, men også til at samle den store familie eller vennekreds til en god middag. Herfra er der adgang til den hyggelige dagligstue til afslapning, hvor karnappen skaber et fantastisk lysindfald, ligesom der herfra også er nedgang til kælderen. Nydeligt gæstetoilet med håndvask, der oprindeligt har været spisekammer. Stor baggang med tilstødende disponibelt opbevaringsrum, ligesom der er udgang til både indkørsel, den lukkede terrasse og baghuset.

 

1. salen er indrettet med mindre fordelingsgang. Hele 4 soveværelser, hvoraf de 2 værelser oprindeligt har været ét stort. Nydeligt flisebadeværelse med toilet, håndvask i skabsarrangement og bruseniche samt gulvvarme.

 

Utrolig brugbar og rummelig kælder. Denne er indrettet med hyggestue med installeret brændeovn. 2 rigtig gode disponible rum/gæsteværelser, hvoraf det ene har skabsvæg. Derudover fyrrum og depotrum til opbevaring.

 

Ejendommen opvarmes via centralvarmeanlæg med nyt pillefyr og suppleret med brænde- og pilleovn, der sammen med det høje isoleringsniveau sikrer en fornuftig årlig varmeøkonomi.

 

En helt igennem oplagt ejendom for den pladskrævende familie, der søger en rummelig ejendom på landet, hvor der samtidig er mulighed for flexbolig uden bopælspligt, der vil kunne benyttes ikke bare til ferier, men også fridage og forlængede weekender!