Velkommen til Møllevænget 21, der er attraktivt beliggende i roligt og børnevenligt villakvarter i Horslunde, hvor der er et ekstraordinært godt naboskab.

Landsbyen har både Dagli´Brugs, pizzaria, frisør og sportshal samt velfungerende foreningsliv, ligesom der alene er 8 km. fra handelsbyen Nakskov og 10 km. til både Onsevig og Kragenæs lystbådehavne, samt 3 km. til det grønne rekreative område ved Reventlowparken, hvorfor ejendommen også vil kunne benyttes som flexbolig uden bopælspligt.

Ejendommen er siden opførelsen blevet tilbygget med både yderligere boligkvadratmeter, men også stor carport med tilstødende stort isoleret værksted. Foruden udhus til haveredskaber og et drivhus, hører der en utrolig flot anlagt og vedligeholdelsesnem have til ejendommen med flere solkroge, der alt sammen kan nydes fra enten den store sydvestvendte terrasse eller rummelige udestue.

Ejendommen er indrettet med en rummelig entré og fordelingsgang. Herfra er der adgang til elementkøkkenet, hvor der er spisekrog, samt udgang til det rummelige bryggers med installation til vaskemaskine og varmekilde. I naturlig sammenhæng med køkkenet ligger den rummelige vinkelstue, hvorfra der er udgang til udestuen og dermed haven. Hele 4 store soveværelser med enten indbygget eller god skabsplads. Nydeligt flisebadeværelse med toilet, håndvask og bruseniche. 

Ejendommen har installeret oliefyret centralvarmeanlæg, der således vil kunne opdateres med varmepumpeanlæg.

En oplagt ejendom for børnefamilien, der både ønsker landsbymiljøet, et roligt og børnevenligt villakvarter samt et rummeligt hjem med hele 4 gode soveværelser, foruden en flot anlagt have med minimal vedligeholdelse!