Velkommen til dette indflytningsklare og spændende sommerhus i attraktive Hummingen.


Sommerhusområdet i Hummingen er kendt for sin gode badestrand og skønne grønne områder, der ligger i sammenhæng med stiarealerne i udstykningen. Det kilometerlange dige er oplagt til aktiv brug, hvad enten det er i form af gå-, løbe- eller cykelture, ligesom der er flere spisesteder i udstykningen. Fra Hummingen er der 2 km. til Kramnitse med velkomstcenter, købmand og kulturhus, Western Camp med arrangementer og maritimt havnemiljø med årlig havnefestival. 


Sommerhuset ligger bare et stenkast fra grønt fællesområde med legeplads og pentanquebane, men også bare 150 m. fra Hummingen Campingplads med poolområde og stort legeområde med bl.a. hoppepude.


Den store grund ligger på sydsiden af vejen, og er indrettet så privatlivet kan nydes i fulde drag, hvad enten det er omkring bålstedet i solen, eller under den store overdækning i skyggen. På grunden er der etableret både gæstehytte/anneks med 4 sovepladser men også gode udhuse og brændeskure – disse er ikke registreret i BBR.


Sommerhuset er indrettet med indgang centralt i huset. Det åbne elementkøkken ligger i forlængelse af dagligstue, hvor der er installeret både varmepumpe og brændeovn, så en hed sommerdag kan gøres behagelig, eller en kold vinterdag endnu hyggeligere, end den var i forvejen. Via franske døre og i forlængelse af stuen ligger den store spisestue med udgang til den store overdækning og dermed haven. Det vil være muligt at lave en anden indretning, hvis fx behovet er et stor køkken/alrum eller flere værelser. Huset indeholder 2 gode soveværelser med dobbeltsenge. Derudover et lyst flisebadeværelse med toilet, håndvask og bruseniche samt gulvvarme.


Et alt i alt indflytningsklar og spændende sommerhus med muligheder for at kunne give huset sit helt eget præg såvel udenfor som indenfor!