Velkommen til Gadesvej 8 i Vesterborg.
Denne 1-plans villa ligger i udkanten af den charmerende landsby centralt på Vestlolland, der er kendt for sit hyggelige landsbymiljø og naturskønne omgivelser, især omkring Vesterborg Sø og skovene ved både Rosningen og Reventlowparken, der er oplagte rekreative områder til skovture og afstresning. Derudover ligger ejendommen 2,2 km. fra Halsted Kloster Golfklub, hvor den flotte og kuperet 18-hullers bane indbyder til enten et slag golf eller en naturoplevelse. Ejendommen er således helt oplagt som flexbolig uden bopælspligt.
Fra ejendommen er der bare 50 meter til bussen, og alene 1,9 km. til motortrafikvejen og primærrute 9, der forbinder Odense med sydmotorvejen ved Maribo, ligesom der alene er 5,3 km. til Søllested med skole, dagligvarebutik og togstation samt 7,7 km. til handelsbyen Nakskov.
Til ejendommen hører en 28 kvm. muret garage samt en dejlig lukket og nem anlagt have, hvorfra der er den mest smukke og idylliske udsigt til skov, marker og det kuperet landskab.
Ejendommen er indrettet med en præsentabel entré og fordelingsgang. Rummeligt elementkøkken med spisekrog, men også mulighed for at åbne mod stuen, der ligger i naturlig forlængelse af køkkenet. I stuen er der installeret brændeovn, der kan gøre selv en allerede hyggelig vinteraften endnu hyggeligere. I stuen er der plads til både spiseafdeling og sofagruppe, ligesom der er udgang til den sydvendte terrasse, hvor både haven men også både morgen- som aftensolen nydes i fulde drag. Godt soveværelse med indbyggede skabe. Meget stort soveværelse oprindeligt 2 børneværelser, der vil kunne reetableres. I sammenhæng med værelserne ligger det veldisponeret flisebadeværelse med toilet, håndvask i skabsarrangement og bruseniche. Desuden et rummeligt bryggers med vaskeafsnit, installeret oliefyr, bord- og skabsplads samt udgang til indkørslen.
Ejendommen er oplagt for den lille familie, der både drømmer om en bolig uden trapper, men samtidig ligger i naturskønne omgivelser, og dermed også er idéel som flexbolig uden bopælspligt til fridage, forlængede weekender eller ferier!