Velkommen til Vesterborgvej 21 på det centrale Vestlolland.
Landejendommen ligger i landsbyen Vesterborg, der er kendt for sit hyggelige landsbymiljø og naturskønne omgivelser især omkring Vesterborg Sø og skovene ved både Rosningen og Reventlowparken, der er oplagte rekreative områder til afstresning. Derudover ligger ejendommen tæt på Halsted Kloster Golfklub, hvor den flotte og kuperet 18-hullers bane indbyder til enten et slag golf eller en naturoplevelse.
Fra ejendommen er der alene 1,7 km. til motortrafikvejen og primærrute 9, der forbinder Odense med sydmotorvejen ved Maribo, ligesom der alene er 5,1 km. til Søllested med dagligvarebutik og 7,9 km. til handelsbyen Nakskov.
Ejendommen er løbende vedligeholdt og moderniseret, og fremstår i en utrolig flot og sjældent set stand, hvor klassisk dansk bondegårdsidyl med al den charme og sjæl fra Morten Korch-tiden ses i en moderne og tidssvarende udgave anno 2025, og hvorfor ejendommen er helt klar til at tage imod sine nye ejere.
Til ejendommen hører meget velholdte og brugbare udbygninger på 269 kvm. uanset om ønsket er det store værksted, gildesalen eller bare god plads til ens hobby som fx veteranbiler, motorcykler eller dyrehold.
Derudover en skøn lukket have med egen sø, hvor privatlivet virkelig kan nydes fuldstændigt ugeneret, men samtidig har udsigten til markerne, og de smukke solnedgange, der også kan nydes fra den store havestue/orangeri.
Fra den charmerende gårdsplads med marksten bliver man mødt af stuehusets smukke antikke dør, og dernæst store præsentable entré, hvor også brændeovnen byder gæsterne en varm velkomst. Fra entréen ligger den store spiseafdeling i forlængelse af det åbne køkken, der oser af hygge med sit smukke teglstensgulv, høje paneler og åbne ildsted, som helt naturligt samler familien uanset om det er til hverdag eller socialt samvær med venner og familie. Til ren afslapning er den store dagligstue oplagt, hvorfra der også er udgang til haven. I stueplan er der 3 gode soveværelser. Derudover et rummeligt flisebadeværelse med toilet, håndvask, bruseniche og gulvvarme, samt tilstødende sauna. Endelig rummeligt bryggers med god bordplads samt installation af varmeanlægget.
Via trappen i entréen byder 1. salen på en mindre fordelingsgang og 2 rigtig gode soveværelser. Derudover 50 kvm. uudnyttet loftrum, hvis der er behov for yderligere plads.
Ejendommen opvarmes via luft til vand varmepumpe, der sikrer en både optimal varmeøkonomi men også grøn og miljørigtig opvarmning.
En helt igennem fantastisk ejendom, der er oplagt for den kræsne og kvalitetsbevidste køber, der ikke bare søger en bolig, men et hjem og livsstil i afslappende naturskønne omgivelser, og hvorfor ejendommen også vil være oplagt som flexbolig uden bopælspligt!