Velkommen til Stubbe Strandvej 5 ved Næsby Strand.

Sommerhuset er attraktivt beliggende i 1. række ved Lollands sydkyst med alene 60 meter til vandkanten.

Området er især kendt for sin rolige og ’hjemlige’ atmosfære samt skønne badestrand med badebro. Som nabo til udstykningen ligger den idylliske Vindeholme Skov, der sammen med det kilometerlange dige indbyder til gå-, løbe- eller cykelture, ligesom der alene er 6 km. til Vestenskov med købmand og 12 km. til handelsbyen Nakskov.

Sommerhuset er siden sin oprindelige opførsel både tilbygget og løbende istandsat, senest er køkkenet udskiftet, og fremstår således i en indflytningsklar stand, hvor den klassiske sommerhus-atmosfære er bibeholdt.

Til sommerhuset hører en charmerende have, der sammen med privatlivet kan nydes fra den sydvendte terrasse. Fra haven er der egen sti til diget og dermed stranden. Derudover et godt udhus til haveredskaber og opbevaring.

Sommerhuset er indrettet med nyere elementkøkken, hvor der er udsigt til åbne marker. I naturlig og åben forbindelse ligger stuen, der indbyder til afslapning, og hvor brændeovnens lune flammer kan gøre en allerede hyggelig aften endnu hyggeligere. I forlængelse af stuen er der indrettet spiseafdeling, der ligger i forlængelse af køkkenet, og dermed vil kunne åbnes op, men også vil kunne indrettes til yderligere et værelse. Fra spiseafdelingen er der udgang til terrassen. 2 gode soveværelser. Nydeligt flisebadeværelse med toilet, håndvask i skabsarrangement og bruseniche samt installation til vaskemaskine.

Sommerhuset, som også har installeret varmepumpe, er uden udlejningsaftale og derfor med mulighed for hurtig overtagelse.

Et helt igennem hyggeligt sommerhus og unik beliggende, ja en sjælden mulighed for et drømmested ikke bare til ferier, men også fridage og forlængede weekender!