Velkommen til Højrebygade 18 i Søllested, der ligger centralt på Vestlolland.

Ejendommen ligger i den del af landsbyen, der oprindelig var aftægtsboliger for landmænd m.m. Byen har i mere end 150 år været stationsby, og dermed med god transportforbindelse på tværs af øen fra handelsbyerne Nakskov mod vest og Nykøbing Falster mod øst. Landsbyen byder både på indkøbsmulighed, biograf og skole, ligesom der er et velfungerende foreningsliv omkring sportshallen med squashbane og fitnesscenter, samt fodboldklubben som nabo.

Ejendommen er løbende vedligeholdt og moderniseret, og fremstår således i en rigtig god og indflytningsklar stand, der er klar til sine nye ejere.

Til ejendommen hører en dejlig lukket have, der indbyder til mange gode timer med socialt samvær. Derudover tilkøbt nabogrund med flere træer med spiselig frugt, bålsted og meditationsområde, samt mulighed for vildhave, urtehave eller legeplads til børnene. Til ejendommen hører desuden et stort kombineret cykel- og brændeskur samt et større baghus, der dels er indrettet til erhverv med venteværelse og 2 behandlingsrum, som dog alternativt også kunne være gæste- eller teenageafdeling, samt bryggers med vaskeafsnit, værksted og god garage.

Ejendommen er indrettet med en præsentabel entré med trappe til 1. salen. Herfra er der adgang til den rummelige stue med et fantastisk lysindfald fra karnappen, ligesom der er installeret brændeovn, der kan gøre en allerede hyggelig aften endnu hyggeligere. Smukke franske døre til yderligere en rummelig tv-stue, der også vil kunne åbnes mod køkkenet, der ligger i forlængelse. Det store elementkøkken er et rigtigt spisekøkken med plads til at samle familien og venner, og dermed boligens naturlige samlingspunkt. Fra køkkenet er der udgang til charmerende udestue, hvorfra der er adgang til både haven og baggårdsmiljøet.

Stort velindrettet flisebadeværelse med toilet, håndvask i skabsarrangement, bruseniche og badekar samt gulvvarme. Derudover walk-in-closet/opbevaringsrum og baggang, der også begge har gulvvarme.

1. salen er indrettet med fordelingsgang. Hele 5 rigtig gode soveværelser, hvoraf det ene har udgang til altan og et andet med god hems. Desuden et badeværelse med toilet, håndvask og bruseniche.   

Ejendommen har installeret fjernvarme suppleret med brændeovn, der sammen sikrer en fornuftig årlig varmeøkonomi.

En oplagt ejendom for den pladskrævende familie, der ønsker landsbymiljøet og en rummelig indflytningsklar murermestervilla, der også vil kunne være flexbolig uden bopælspligt fx i en overgangsperiode!